Kan De lide original musik?

I slutningen af 1983 havde min far og hans kolleger på tegnestuen alle besluttet at investere i lidt god, nyudgivet dansk musik. Indkøbsstrategien var næsten nyliberal: en af kollegerne gik ud og købte LP’en, og de 10 andre på afdelingen vedlagde en tier og et kassettebånd pr. næse. Så nemt var det. Et par dage efter genlød stuen og mit drengeværelse af kassettebåndet med numre, som i øvrigt alligevel konstant blev spillet i radioen.

Jeg tvivler på, min far og hans slæng af offentligt ansatte lurendrejere var de eneste, der lavede sådan et stunt, så det er bemærkelsesværdigt, at pladen – Kim Larsens ”Midt om natten” – alligevel blev den bedst solgte danske LP nogensinde. Noget i stil med 600.000 eksemplarer. Men det var også 80’erne, og det gik ufattelig godt ifølge den daværende statsminister.

Om den siddende - eller for den sags skyld den kommende - regering tør hævde det samme, tvivler jeg også stærkt på. Alle ved, brugen af musik har skiftet spor og karakter i de seneste år, og musik er tilgængelig på rekordtid sammenlignet med kassettealderens 1 til 1-kopiering. Det egentlige salg er styrtdyrket, og køb af musik i fast form (cd'er og album) sker ikke af nødvendighed men som en gestus overfor kunstneren og som en markering af respekt for værket. De fleste bruger i et eller andet omfang musik, de ikke har betalt for. Det vil måske også ske for sangene på mine album. Jeg tror egentlig ikke, det skyldes tyvagtighed hos musiklytterne, men måske mangler der en forståelse for, at det koster sindssygt meget at lave ordentlig musik. Tid, penge, evner og erfaring. Billederne på denne side stammer fra de dage, hvor vi lagde den sidste finish på Spåndigter-albummet, min Lysår-debut fra 2009. Producer Troels Alsted havde firs i feber, men lige meget med det; musikken skulle være færdig, og vi var ved at koge over at den begejstring, som alle dem med kuglerammerne ved, musikerne har. Og som gør dem til oplagte plyndringsofre. De kan jo ikke lade være, så der kommer sikkert mere musik alligevel.

Årene med stribevis af guld- og platinplader til dansksyngende kunstnere er forbi, og for mit vedkommende er det måske mere realistisk at stile efter en spånplade. Og det er sagt uden mindste gran af bitterhed.

De meget få udgivelser, som vitterligt sælger stort, er i disse år kendetegnet ved, at både talentspejderiet og markedsføringen sker på tv i den bedste sendetid. Ikke i reklamer, men i regulære tv-programmer. De finansieres over licensen, så uanset om du køber den ene cd, solisten får ud af sine anstrengelser, eller ej, har du allerede været med til at betale for den.

Det forholder sig anderledes med musikken, som sælges fra denne hjemmeside. Der er et vist element i opdagelse i at blive informeret om den (læs: vi mangler de magiske markedsførings-millioner og ind til videre også DR's opbakning), men det er min overbevisning, at musiker og lytter hænger bedre sammen på den måde. Og at begge parter giver deres bidrag til, at forretningen kan fortsætte. Jeg laver musikken – du betaler for at bruge den. Det er en god investering, hvor bonussen ikke altid er et Lysår væk. Og det er ikke kun dig og mig, der har glæde af den mentalitet. Det gælder også alle de mange, som tør lave musik uden for musikmaskinens største tandhjul.

Thomas Ulrik Larsen